HJERNEVELFÆRD GØR OS BÅDE HURTIGERE OG GLADERE
I dag er jeg på en mission for at ændre den måde, vi opfatter og bruger tiden på, på arbejdsmarkedet. Alt for mange dygtige mennesker falder som fluer, og er sygemeldt i månedsvis på grund af problematiske arbejdsvaner, der æder livsglæde og søvn op indefra. Vi har brug for hjernevelfærd.
Til dagligt er jeg strategisk sparringspartner for ekstremt travle ledere, og jeg indsamler viden om deres metoder, når jeg ser, at de får deres weekender og aftner tilbage - samtidig med at de booster deres mål og resultater.
Jeg har fundet ud af, at den hurtigste vej til mere tid går gennem vores hjerne. Ikke gennem et nyt time-management system. Naturligvis skal vi alle lære nogle gode metoder til at planlægge vores opgaver og håndtere kalenderen, en to-do-liste m.m. (Og det er forresten en rigtig god idé at hjælpe unge mennesker i gang på arbejdsmarkedet med viden om at planlægge deres opgaver.)
Men så snart det er på plads, er der ikke grund til at bruge mere tid på det. Når man ved, hvordan man planlægger, handler næste skridt om at komme i gang med at forstå hjernens opfattelse af tiden, og hvordan man passer godt på den i dagligdagen.
Og her giver det rigtig god mening at slukke for uret for at give plads til hjernen.
Ledere og bestyrelser har et stort ansvar for at skabe hjernesund ledelse i deres virksomheder og private / offentlige organisationer. Men den enkelte medarbejder har også en del af ansvaret.
Det er vigtigt, at alle arbejder på at skabe et hjernesundt arbejdsmiljø, hvor økonomiske mål og menneskelig trivsel går hånd i hånd.